Arabiske revolutioner – og hvad så?

Hvad der kommer til at ske fremover er mildt sagt umuligt at forudsige, men vi kan prøve at kvalificere de mulige scenarier. Der er i skrivende stund væltet to diktatorer (Mubarak-Egypten og Ben Ali-Tunesien) – og særligt tre er undervoldsomt pres (Gadaffi-Libyen, Saleh-Yemen og Khalifa-Bahrain). Men der er ingen sikkerhed omkring hvad der kommer til at ske i nogen af de fem lande, og slet ikke i nogen af de øvrige lande hvor spirende revolutioner kan spredes til (fx Marocco, Algeriet, Qatar, Kuwait, Jordan, Syrien, Saudi Arabien).

Al-Jazeeras korresponder der var aktive under oprøret i Egypten gjorde meget ud af at demonstranterne på Tahrir-pladsen og andre steder i Egypten var fra “all walks of life“. Hermed hentydede de til at der ikke var tale om at demonstrationerne udelukkende var domineret af gamle, unge, mænd, kvinder, muslimer, kristne … men netop var en blanding af alle disse og andre grupperinger. Tilsvarende gjorde sig også gældende i Tunesien og det rapporteres også fra Bahrain at det ikke kun er shi’a-muslimer men også at sunnier og sekulære deltager i demonstrationerne mod styret. Det var med andre ord brede folkelige oprør der foregår i de forskellige arabiske lande. Og hvad er det så folket vil?

Tabel 1

Jordan

Palæstina

Algeriet

Marokko

Kuwait

232.4 Democracy may have its problems but is better than any other form of government
1) Strongly Agree

26.4

23.8

26.9

52.2

33.6

2) Agree

47.3

54.8

42.1

32.4

47.9

3) Disagree

9.8

12.6

9.0

4.5

7.9

4) Strongly disagree

2.3

4.0

5.2

3.1

2.8

5) Can’t choose

13.5

4.4

12.8

7.5

5.6

6) Decline to answer

0.7

0.4

4.0

0.3

2.3

Kilde: Arab Barometer Surveys 2006

Den folkelige opinion

Der er efterhånden lavet en række meningsundersøgelser omkring hvad befolkningerne i en række nordafrikanske og mellemøstlige lande ønsker sig. Men det er svært helt præcist at vurdere hvad det er disse undersøgelser viser. Stillet spørgsmålet om “demokrati var den bedste form for styreform på trods af sine begrænsninger” svarede et flertal af de udspurgte i Jordan, Palæstina, Algeriet, Marokko og Kuwait at de enten var “meget enig/enig” (som det fremgår af tabel 1 – se tilsvarende resultat i Pew Research’s undersøgelse nedenfor (kilde)). Det var i de fleste tilfælde et lille, dog ikke uvæsentligt, mindretal der er uenig eller meget uenig. Der er også tilsvarende blevet lavet undersøgelser i Egypten, Algeriet, Irak, Yemen og Libanon. Og tallene antyder en væsentlig opbakning til demokratiet som styreform. Men det fremgår mindre klart hvad det er for en form for demokrati der så ønskes. I tabel 2 som er udregnet på baggrund af undersøgelser foretaget i Algeriet, Irak, Jordan og Palæstina fremgår det at svaret heller ikke er tydeligt. Det fremgår således at der i nogen af landene er et flertal for et islamisk demokrati, mens der i andre lande er et flertal for sekulært demokrati. Det er igen ikke 100 % entydigt hvad disse to betegnelser dækker over, men med et sekulært demokrati kommer vi nærmere ideen om det liberale demokrati. I det islamiske demokrati er det forestillet at islam skal være indskrevet som basis for lovgivning og måske skal religiøse lærde/ledere ligefrem rådgive eller virke som en institution med vetoret for lovgivninger der eventuelt kan tolkes værende imod islam. Men som nævnt der er ikke noget entydigt billede af hvad der skal menes med islamisk demokrati, men det er dog sikker at det ikke er det samme som det liberale demokrati. Så kort sagt har vi fået kortlagt at der er en udbredt opbakning til en form for demokrati.

Tabel 2
Fortrukken styreform

Algeriet

Irak

Jordan

Palæstina

Islamisk demokrati

39

42,7

47,1

45,2
Sekulært demokrati

45

43,3

43,5

37,2

Islamisk autokrati

10

6,8

5,4

11,3

Sekulært autokrati

6

7,2

4

6,6

Kilde: Tessler, 2005: 91

Og der med er det også klart at det er et mindretal der ønsker en autokratisk styreform – hvad enten det er en islamisk (religiøs) eller sekulær variant. Tendensen til at religionen – i dette tilfælde islam – skal spille en væsentlig rolle i samfundet og styreformen fremgår også af Pew Research undersøgelser (2) i nogle af de samme lande gennem årene. Men samtidig fremgår det også rimeligt klart at et væsentligt flertal samtidig er bekymret omkring islamisk ekstremisme – hvad der så menes med dette. I forbindelse med de arabiske revolutioner er det også interessant at forholde sig til hvad de unge arabere mener (Kilde: Arab Youth Survey). Og i tabel 3 nedenfor fremgår det at der er en vis tendens til at du unge arabere i overvejende grad har et ønske om at bo i et demokrati – og endvidere at det er vigtigt.

Tabel 3 (kilde: http://www.arabyouthsurvey.com/files/AYS_2010_white_paper.pdf, s. 13)
Andel der mener at det er vigtigt at bo i et demokrati
Egypten

78 %

Jordan

85 %

Kuwait

75 %

Qatar

33 %

Saudi Arabien

51 %

Forene arabiske emirater

75 %

Oman

56 %

Libanon

73 %

Bahrain

70 %

Irak

91 %

I tabellen nedenfor fremgår det endvidere hvordan andellen af muslimer – i forskellige lande – der mener at demokratiet er den mest ønskværdige styreform. Her bliver det antydet at folk er en smule mere skeptiske over demokratiet. Men det er stadig flertallet i de relevante arabiske lande (Jordan, Egypten og Libanon) som mener at demokratiet er den mest ønskværdige styreform. Her skal det også bemærkes at alternativet ikke nødvendigvis er et religiøst styre, men kan også være et sekulært ikke-demokratisk styre (jf. tabel 2).


Lars Erslev Andersen fremhæver 4 teorier for hvorfor der er så lidt demokrati i de arabiske lande:

  • Den islamiske forklaring
    • Her fremhæves at der iboende i islam – eller i hvert fald af den udbredte form for islam der gør sig gældende i de arabiske lande – er forhold der er i modstrid demokratiske grundideer.
  • Afhængighedsteorien
    • Denne teori, som blev udviklet af samfundsforskeren Samir Amin, lægger vægt på et udbytningsforhold der har været mellem kolonimagterne, og senere de imperialistiske magter, og den tredje verden. Det har medført en underudvikling i disse lande – inklusiv de arabiske lande – på de politiske, sociale og økonomiske områder.
  • Den arabiske rentierstat
    • Denne teori lægger vægt på hvordan de samfundsøkonomiske strukturer i landet er opbygget. Det fremgår at de fleste arabiske landes primære indkomster ikke stammer fra indkomstbeskatning på borgernes indkomst men fra olierigdomme eller andre givtige industrier – dette har medført at staten har kunnet “bestikke” befolkningen med velfærdsydelser så længe der har været penge i statskassen og omvendt har befolkningen ikke følt et stort behov for at øve indflydelse på udviklingen da staten ikke forvaltede deres penge (indkomstskatter). Dertil stimulerer denne form for samfundsøkonomisk struktur også et klientelbaseret system – som går fint i tråd med de traditionelle klan-, stamme- og familiestrukturer i en lang række af de arabiske lande
  • Den historiske forklaring
    • Denne sidste teori understreger nogle særlige historiske forhold for fraværet af arabiske demokratier – nemlig etableringen af en række af de forskellige lande. Statsgrænserne der blev skabt i kølvandet på 1. verdenskrig og blev ikke tegnet af befolkningerne selv, men af sejrherrerne fra 1. verdenskrig. Således indeholder de fleste arabiske lande en række problemer med uhomogene befolkninger, der har lagt vægt på en række forskellige identiteter anderledes end de respektive nationalstater (tværnationale etniske grupper (fx kurdere), transnationale grupper (fx panarabisme), religiøs identitet (fx sunni/shia islam).

Umiddelbart har hver af disse teorier en form for forklaringskraft, men også svagheder. Og det skyldes nok at det kan være blandinger af hver af de forskellige teorier og vægtningen er forskellig fra land til land. Men hvad angår den første teori er det rigtigt for nogle grupperinger i de arabiske lande – hvor der blandt andet nogen steder er udviklet en stærk modvilje mod det der kan ses som værende vestlig import. Men som det ses ovenfor er der et betydeligt flertal for den demokratiske styreform om end en stor andel af disse tilhængere også vil tillægge religionen en vis betydning i samfundet og lovene. Det er samtidig også bemærkelsesværdigt at det netop er det forhold, at der i Tunesien er en forholdsvis stor veluddannet middelklasse (og tilsvarende i de egyptiske storbyer), der formentlig har medvirket til at give revolutionen styrke. Så der har manglet de politiske, økonomiske og sociale forhold (fx et forholdsvist veluddannet civilsamfund) som er et sundt fundament for udviklingen af demokrati, men de er i nyere tid begyndt at blive etableret. Om det så (udelukkende) skyldes de tidligere kolonimagter vil jeg ikke diskutere nærmere her. Og der er derved blevet dannet en klasse af bevidste borgere med viden om samfundet og verden. Dette forhold skal særligt sættes overfor den globale økonomiske krise og de stigende fødevarepriser, der særligt har ramt regionen. Disse sidste elementer har netop gødet jorden for en bredere folkelig opstand. Disse tendenser går også igen i undersøgelser der er blevet foretaget blandt arabiske unge de sidste 3 år (kilde). Det fremgår således at arbejdsløshed og stigende priser er blandt de største bekymringer for både golflande (GCC) og andre arabiske lande (Non GCC). Fødevareprisstigningerne kan måske føre til en mere klar bevidsthed om samfundet og statens rolle, og måske også skabe et fundament for at samfundets strukturer bliver udbygget så borgerne også får en ejerskabsfølelse over deres eget samfund – særligt med den mulige demokratiske udvikling. Den sidste teori kan også blive delvist afprøvet i en eksperimentering med demokrati i de forskellige involverede lande. Vil de sekteriske forhold i Syrien kunne understøtte et fungerende demokrati, og tilsvarende forholdet mellem muslimer og koptere i Egypten? Dertil kommer de fleste landes etniske sammensætninger, der også kan skabe problemer. Fx i Marokko, Algeriet, Libyen, Yemen mv.

I forhold til figuren ovenfor er det værd at bemærke at et centralt element af demokrati spiller en væsentlig rolle. Menneskerettigheder rangerer således som den næste store bekymring. Adspurgt om ønsket om at leve i et demokratisk land var der også blandt de unge her en forholdsvis stor opbakning til at leve i et demokrati.

Igen skal det dog siges at der ikke udtrykkes hvilken form for demokrati der er med at gøre her. Men i den forbindelse udtrykte de samme unge arabere også bekymring omkring politisk islam og dens indflydelse på samfund og liv i regionen – specielt i lande som Egypten og Tunesien. I netop både Egypten og Tunesien er der blevet taget træk imod at ændre forfatningen så den danner rammerne for et demokrati – om end at ændringerne foreslået for den egyptiske ikke ændre grundlæggende ved islams rolle i samfundet. Netop at islam skal forstås som en statsreligion og skal skabe fundamentet for det egyptiske samfund

Dominoeffekt

Hvor vil det ellers sprede sig? The Economist lavede i februar et indeks (døbt Shoe-Thrower’s Index) over de urolige lande blandt medlemmerne af den Arabiske Liga (se figur 3). Her fremgår det blandt andet at Egypten var blandt de lande med som var mest ustabile og Mubarak er netop også faldet og tilsvarende er det blandt andet i Yemen og Libyen hvor der pt. er uroligheder. Bahrain, Algeriet og Marokko, hvor der også er uroligheder, er derimod længere nede på listen. En af årsagerne til denne udvikling hænger også sammen med befolkningsudviklingen i de forskellige lande, som det fremgår af figur 2. Flere af de involverede lande har en lav gennemsnitsalder, hvor der tilsvarende blandt disse store ungdomsgenerationer tilmed er høj arbejdsløshed. I den forbindelse er det også interessant at se at de respektive landes regeringsledere har en alder væsentligt over de 60, hvilket også illustrere en afstand mellem den politiske elite og befolkningen.


Som det fremgår af figur 4 så rangere alle landene i den Arabiske Liga langt nede på listen på den demokratiske rangliste (ud af 167 lande). Kun i forbindelse med situationen i Libyen har den Arabiske Liga reageret med kritik af Gadaffis behandling af demonstranterne og civile libyere. Hvad angår korruption har vi igen at gøre med lande der ligger i bunden af det internationale indeks med undtagelse af enkelte lande. Og tilsvarende i forbindelse med pressefrihed. Her er det kun et land der ikke er i den nedre halvdel af indekset. De seneste 3 år havde Freedomhouse.org opgjort at der var sket tilbageskridt i Nordafrika og Mellemøsten og ikke fremskridt.

Det er væsentligt at fremhæve at der er forskel på forholdene i nogle af landene. Specielt Bahrain er speciel på grund af at landet er styret af en sunni-muslimsk kongefamilie, mens ca. 70 % af befolkningen er shi’a-muslimer. Dertil er Saudi Arabien, Morokko, Jordan, Kuwait, Forenede Arabiske Emirater, Qatar og Oman speciel på grund af de monarkiske styrer i disse lande. Monarkiet giver regeringslederen en form for historisk institutionel legitimitet i forhold til de republikanske ledere. Indtil videre er der da heller ikke nogen af disse lande hvor der er blevet udtrykt en bred folkelig interesse for at få fjernet monarken, men derimod en interesse for at få fjernet regeringen under monarken og eventuelt at få indskrænket monarkens magt. Landene med republikanske styreformer er på den baggrund mere udsat i forhold til store omvæltninger. Spørgsmålet er om de arabiske monarker vil prøve at kigge på de europæiske erfaringer med monarker og demokrati – i form af de forskellige lande med konstitutionelt monarki (som fx Danmark), men også i form af de lande hvor monarkiet blev fjernet gennem mere eller mindre voldelige folkelige oprør – noget kunne måske tyde på det når man kigger på udviklingen i lande som Oman og Marokko. Omvendt holder Bahrains konge fast i sin position ligesom den jordanske konge ikke har givet store indrømmelser. Det vil formentligt være givet at de fleste republikanske ledere vil ønskes fuldstændigt fjernet i tilfælde af at oprør udvikler sig i de forskellige lande, som det var tilfældet i Egypten og Tunesien og som det også er hvad demonstranterne ønsker i Yemen og Libyen. Men spørgsmålet er om vi vil få en vid dominoeffekt. Effekten er der dog allerede i form af at Tunesien inspirerede Egypten og at Egypten nu har inspireret Yemen, Bahrain og Libyen. Men vil dette fortsætte? I Jordan fyrede kong Abdullah II sin regering og sænkede priserne på nogle enkelte centrale fødevarer. Det virker til at have haft en form for effekt i Jordan. Og det bliver formentligt også en udvikling der kommer til at gælde en række andre lande – altså hvor den siddende regering vil forsøge at “forhandle” med befolkningen for at modvirke et ulmende oprør. I Algeriet har de lovet at løfte undtagelsestilstanden, I Marokko og Oman har monarkerne lovet politiske reformer – spørgsmålet er hvor vidtrækkende de bliver i sidste ende. I Sudan, Yemen og Irak har den siddende regeringsleder lovet ikke at opstille til næste valg.

I Freedomhouse.org‘s frihedsundersøgelse for 2011 var der ingen af landene i Nordafrika eller Mellemøsten som rangerede som frie, men Kuwait, Libanon og Marokko rangerede som delvist frie. Så hvis det er spørgsmålet om hvorvidt demonstranterne vil have frihed er der mange potentielle lande hvor befolkningen kunne gøre oprør. Men der er selvfølgelig andre faktorer der er relevante. I figur 3, som var et indeks over ustabile lande, var der netop indregnet mere specifikke indenrigspolitiske forhold som fx andelen af borgere under 25 år. Dertil bør som nævnt også anføres arbejdsløsheden generelt i landet, men også mere konkret i de enkelte aldersgrupper – og særligt for gruppen af unge voksne. Befolkningens disponible indkomst samt reelle købekraft er også centrale faktorer. Hvilket blandt andet også kan ses af at sænke priserne på vigtige fødevarer har været et af de første redskaber der er forsøgt taget i brug i de forskellige lande for at dæmme op for utilfredsheden.

Det større perspektiv

Der er ligefrem forestillinger om at de arabiske revolutioner kan få vidtgående effekt på andre geografiske områder – fx forskellige afrikanske lande, i Asien (inkl. Rusland og Kina) og måske i det sidste europæiske diktatur, Hviderusland. Der er flere ting der menes at kunne inspirere oppositionelle grupperinger i andre lande – først og fremmest det at det kan lykkes at få fjernet uønskede despoter, men også brugen af de sociale medier på internettet (fx Twitter, Facebook, Youtube mv.) menes at kunne få stor indflydelse. I flere af disse lande er der forsøgt at skabe et spirende oprør med direkte reference til Jasmin-revolutionerne i den arabiske lande, men indtil videre har demonstranterne/oprørerne haft trænge kår og der er ikke meget der tyder på at det er nært foreliggende. Men omvendt var der heller ikke mange der forudså den effekt som de arabiske oprør har haft indtil nu. Og et land som Kina og forskellige afrikanske lande er begyndt at have ingredienserne til at udvikle oprør. I Kina er der en stor generation af veluddannede unge, der har svært ved at få ordentligt fast arbejde. Oven i dette forhold har Kina også en betydelig stor gruppe unge mænd og en tilsvarende mindre gruppe unge kvinder. Misforholdet mellem antallet af mænd og kvinder – hvilket er en effekt at Kinas et-barnspolitik kan være en medvirkende faktor en stigende utilfredshed. Men vigtigst af alt er formentligt udviklingen i den kinesiske økonomi. Hvis Kina kan bibeholde den stærke udvikling kan de formentligt langt hen ad vejen “bestikke” eller rettere sagt mildne spirende utilfredshed.

Men alt det må tiden vise – og det bliver spændende. Særligt for sådan et glødende demokratitilhænger som undertegnede.

Kilder:

De kilder der er tilgængelige på internettet er blevet henvist til der hvor de er blevet brugt.

Tessler, Mark (2005): Journal of Democracy. Vol. 16, No. 3, s. 83-97.

Jeg har skrevet en analyse om perspektiverne for demokrati i de arabiske lande her

~ af sorensvendsen på marts 18, 2011.

2 kommentarer to “Arabiske revolutioner – og hvad så?”

  1. Hej Søren.
    Jeg er igang med en større opgave hvor jeg har brugt en af dine tabeller “Tabel 4
    Andel der mener at det er vigtigt at bo i et demokrati” men kan ikke helt se hvor du har fundet den og hvornår den er fra? Kan du hjælpe mig med dette?
    Ellers virkelig god hjemmeside😉
    Håber på et hurtigt svar, på forhånd tak!
    Mvh. Simone

  2. Hej Simone

    Undskyld det sene svar. Jeg har ikke været så computer-nærværende de seneste par ugers tid. Jeg kan ikke give dig information lige nu – har det oprindelige dokument på en anden computer. Jeg havde nogle problemer med at få formattet her på siden til at passe med det jeg havde skrevet i Word – så der røg lidt her og der. Og nu da jeg læser det igennem, igen, kan jeg se at jeg lige skal have lavet lidt redigering (der er flere steder der mangler kildeangivelse) – og beskrivelse af tabellerne.

    Men lige den tabel stammer fra information fra en undersøgelse der hedder Arab Youth Survey – du kan finde mere info http://www.arabyouthsurvey.com/index.html – den konkrete rapport hvor tallene er fra er denne: http://www.arabyouthsurvey.com/files/AYS_2010_white_paper.pdf

    Håber du stadig kan bruge det og det ikke er skidt for din besvarelse at det er de unge der her er spurgt.

    Mvh. Søren

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: