Nu tør hun ikke blive syg?

Nej for tænkt hvis hun skulle behandles af en muslim?!? Historien (som kan læses i det seneste Dansk Folkeblad, nr. 6, 2010, s.6-7) handler om en kvinde ved navn Britta der har været indlagt til en operation på Næstved Sygehus. En oplevelse hun følte sig så bestyrtet over at hun måtte kontakte Dansk Folkeblad, som er Dansk Folkepartis uafhængige (?) tidsskrift udgivet af Dansk Folkepartis folketingsgruppe og redigeret af DF’s pressechef Søren Søndergaard.

Nå men Britta var bestyrtet over at hun mens hun ligger og skal til at have sit indledende undersøgelse at det er en muslim der kommer for at behandle hende. Jeg citerer:

På Næstved Sygehus står jeg for første gang i mit liv ansigt til ansigt med et dilemma jeg helst ville undgå, men nok forventede, at jeg ville støde på før eller siden – en kvinde med et religiøst tørklæde. Dette tørklæde er et symbol, der for mig, og mange andre står for undertrykkelse og intolerance, og jeg mener hverken, at der er noget odiøst, eller ekstremt i at jeg siger fra på det grundlag.

Og for at gøre ondt værre var der ifølge Britta også mulighed for at hun skulle opereres af en anden muslimsk læge! Da Britta fik denne information at vide brød hun sammen og græd!

Nuvel artiklen tager også fat i dilemmaet omkring positiv særbehandling, som fx muslimer modtager når de ønsker at blive fritaget fra at blive behandlet af en af det andet køn. Og sådan en debat er da også interessant at tage op. Kan det være rigtigt at religiøse følelser skal have lov til at styre hvordan sundhedssystemet skal indrette sig? Men derudover burde sådan en artikel ringe alarmklokker i den danske befolkning. Hvordan kan det være at en kvinde kan bryde sammen over at skulle blive behandlet af en person, der tilfældigvis udover at være doktor også er muslim? Det er ligeså grotesk et livssyn der bliver udtrykt her, som det hun ønsker at kritisere – netop det at en kvindelig muslim kunne finde på at frabede sig en mandlig doktor. Det er selvfølgelig ikke en kønssegregation Britta ønsker, men en religions(kultur)segregation. Hun ønsker simpelhen ikke at blive befamlet af muslimske hænder. Hvad der så skulle være særligt specielt ved det? Måske har muslimer gennemsnitligt koldere eller klammere hænder, der faktisk er ubehagelige at blive rørt af? Jeg tvivler. Det groteske bliver cementeret af Brittas egen afvisning af at være racist – hvilket hun selvfølgelig ikke er, hun er blot religions-/kultur racist:

Det her havde jo slet ikke noget at gøre med racisme men er en politisk holdning. Jeg er i opposition til alt, hvad islam står for, og jeg vil ikke opereres af en muslim, som kan bekende sig til islam. Sådan er det.

Hele hendes måde at se tingene på og det at hun kan bryde sammen i gråd over at skulle blive opereret af en muslimsk doktor mv., og sidst og ikke mindst at DF finder denne vinkling for nødvendig at skrive i deres uafhængige Dansk Folkeblad, er jo et himmelråbende kald til den danske befolkning om at der foregår noget uldent på den danske nationalkonservative højrefløj. Jeg har fra starten været en indædt modstander af begrebet islamofobi – blandt andet fordi det har været brugt i flæng om alle mulige der har ytret sig negativt om islam. Men dette eksempel må siges at være et præmieeksempel på hvad det begreb bør udtrykke – Et så indædt og indlejret had og foragt for islam at man bryder sammen i gråd over at skulle blive behandlet af en person der anser sig selv som muslim.

Og det undre mig egentlig at den danske presse er blevet mere bestyrtet over den samme artikels generalisering over indvandrefamilier, der stjæler mad i venteværelserne (sic!) (fx her). Pia Kjærsgaards foreslag om at forbyde paraboler og arabiske kanaler mv. er ligeledes gode eksempler på det overdrev DF har befundet sig i længe. Er det tid til at sige nok er nok? Det bestemmer de danske vælgere, og indtil videre er der endnu ikke nok der siger fra. Og selvfølgelig er der også elementer man kan være enig i med DF. Det er der med alle partier. En hændelse som den beskrevet ovenfor bør dog være én der får folk til at sige fra. Det had, den foragt og mistro der bliver udtrykt og accepteret i den artikel er det glade vanvid.

~ af sorensvendsen på november 15, 2010.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: