Skrifthistorie: Bibelens forskellige forfattere

Indenfor bibelhistorie er de fleste historikere enige om, at det vi kender som det gamle testamente, tilsvarende den jødiske bibel (nærmere bestemt mosebøgerne), har haft flere forfattere spredt over tid og sted og at den i store træk ikke var fastlagt som vi kender den idag før 400 f.kr. Denne tilgang, som dog kan variere fra historiker til historiker, er også kendt som Documentary Hypothesis eller på dansk “firekildeteorien” (for en udemærket historiedokumentar fra BBC om emnet se her og en kort, men udførlig gennemgang af nogen af hovedpunkterne se her og her). Andre historikere har dog andre tilgange deriblandt R.N. Whybray, der mener at mosebøgerne har haft én forfatter der “[with] a mass of material, most of which may have been of quite recent origin and had not necessarily formed part of any ancient Israelite tradition“, har skrevet mosebøgerne i det 6. århundrede f.kr. (wiki om hans bog “The Making of the Pentateuch).

Documentary Hypothesis

Det er forskellige elementer af bibelen selv der er basis for tilgangen om forskellige forfattere og det er således en tilgang der har udgangspunkt i en tekstkritisk vinkel. Et eksempel er, hvor der i forskellige dele af bibelen bliver brugt forskellige betegnelser for guden. I nogen dele hedder denne konsekvent ‘Jahve’ eller rettere ‘Yahweh’ og andre dele er det konsekvent ‘Elohim’. De to forfattere til de forskellige dele bliver kaldt henholdsvis ‘J’ og ‘E’. Derudover arbejder historikere med yderligere to forfattere, som tilgangen jo også antyder. Disse to har fået henholdsvis navnene ‘D’, som forfatter for Deuteronomi og ‘P’, som benævnes at være dele af Mosebøgerne der har et anderledes snit og menes at være skabt i senere jødiske præstekredse. Og sidst menes der at have været en eller flere ‘redaktører’ indover processen til at samle de forskellige dele og den endelige form.

Oversigten over de fire forfatterskaber er som følgende:

  • J: Jahvisten fra 900-tallet f.Kr., hvor Gud sædvanligvis kaldes Jahve; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.
  • E: Elohisten fra 800-tallet f.Kr., hvor gudsbetegnelsen er Elohim.
  • D: Deuteronomisten fra 600-tallet f.Kr., det vil sige “forfatteren” til Femte Mosebog.
  • P: Præsteskriftet fra 500-tallet f.Kr., et litterært lag i Mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, som viser særlig interesse i kultiske forhold.
    Kilde wiki (dk)

De to førstnævnte forfattere ‘J’ og ‘E’ argumenteres med foruden, at være skrevet på forskellige tidspunkter, også at være resultatet af to seperate grupper af jøder. Mange fortællinger gentages gennem de to dele med små variationer, men derudover har ‘J’ et fokus på kongedømmet i Judah, mens ‘E’ har et fokus på kongedømmet i Israel, hvilket giver indikationen at de er skrevet i henholdsvis det ene og det andet område. Endvidere bygger teorien b.la. også på de forskellige hebraiske former de forskellige skrifter er skrevet i, hvilket også har været med til at tidsbestemme de enkelte dele. ‘J’ og ‘E’ er således skrevet i en tidlig hebraisk version, mens ‘P’ og ‘D’ fx er skrevet i hver sin senere stilart, som det hebraiske sprog havde udviklet sig til.

Den normale historiske udlægning er at ‘J’ og ‘E’ på et tidspunkt blev redigeret sammen. ‘D’ og ‘P’ blev enten nedskrevet på baggrund af JE eller andre kilder og efterfølgende redigeret sammen til det vi i dag kender som toraen. Udviklingen af toraen ifølge teorien kan grafisk ses nedenfor:

Teorien JEPD, hvor rækkefølgen indikere hvilke der menes skrevet først, er ikke udtømmende og således som nævnt også af nogen historikere ikke relevant. For de fleste er den dog udgangspunktet for den historiske rekonstruktion af bibelens historie og derved hvordan den blev skabt og er på den måde under stadig udvikling. Andre teorier beror på andre “bogstavkombinationer” fx EPD, EJPD, JEPDH osv., men JEPD er den mest fremherskende.

Oftest skaber forskellige skriftfund de største udviklinger indenfor skrifhistorier og således skabte Dødehavs-rullerne i 1947 og 1979 også store tigerspring i forståelsen af bibelens historier og er således de ældste bibelske skrifter vi har idag, men det er en anden interessant historie. Sandsynligheden for at der ligger nogle ruller stadig og gemmer sig, der ville kunne sætte yderligere lys på udviklingen af bibelen er desværre ikke stor. Materialernes forgængelighed og historiens gang med mange destruktioner af skrifter (hvilket også er en interessant historie), efterlader desværre ikke store håb om at finde nye lignende fund.

~ af sorensvendsen på maj 1, 2008.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

 
%d bloggers like this: