Soren Svendsen

Indenfor bibelhistorie er de fleste historikere enige om, at det vi kender som det gamle testamente, tilsvarende den jødiske bibel (nærmere bestemt mosebøgerne), har haft flere forfattere spredt over tid og sted og at den i store træk ikke var fastlagt som vi kender den idag før 400 f.kr. Denne tilgang, som dog kan variere fra historiker til historiker, er også kendt som “Documentary Hypothesis“ eller på dansk “firekildeteorien” (for en udemærket historiedokumentar fra BBC om emnet se her og en kort, men udførlig gennemgang af nogen af hovedpunkterne se her og her). Andre historikere har dog andre tilgange deriblandt R.N. Whybray, der mener at mosebøgerne har haft én forfatter der “[with] a mass of material, most of which may have been of quite recent origin and had not necessarily formed part of any ancient Israelite tradition“, har skrevet mosebøgerne i det 6. århundrede f.kr. (wiki om hans bog “The Making of the Pentateuch“).

Documentary Hypothesis

Det er forskellige elementer af bibelen selv der er basis for tilgangen om forskellige forfattere og det er således en tilgang der har udgangspunkt i en tekstkritisk vinkel. Et eksempel er, hvor der i forskellige dele af bibelen bliver brugt forskellige betegnelser for guden. I nogen dele hedder denne konsekvent ‘Jahve’ eller rettere ‘Yahweh’ og andre dele er det konsekvent ‘Elohim’. De to forfattere til de forskellige dele bliver kaldt henholdsvis ‘J’ og ‘E’. Derudover arbejder historikere med yderligere to forfattere, som tilgangen jo også antyder. Disse to har fået henholdsvis navnene ‘D’, som forfatter for Deuteronomi og ‘P’, som benævnes at være dele af Mosebøgerne der har et anderledes snit og menes at være skabt i senere jødiske præstekredse. Og sidst menes der at have været en eller flere ‘redaktører’ indover processen til at samle de forskellige dele og den endelige form.

Oversigten over de fire forfatterskaber er som følgende:

• J: Jahvisten fra 900-tallet f.Kr., hvor Gud sædvanligvis kaldes Jahve; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.
• E: Elohisten fra 800-tallet f.Kr., hvor gudsbetegnelsen er Elohim.
• D: Deuteronomisten fra 600-tallet f.Kr., det vil sige “forfatteren” til Femte Mosebog.
• P: Præsteskriftet fra 500-tallet f.Kr., et litterært lag i Mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, som viser særlig interesse i kultiske forhold.
  Kilde wiki (dk)

De to førstnævnte forfattere ‘J’ og ‘E’ argumenteres med foruden, at være skrevet på forskellige tidspunkter, også at være resultatet af to seperate grupper af jøder. Mange fortællinger gentages gennem de to dele med små variationer, men derudover har ‘J’ et fokus på kongedømmet i Judah, mens ‘E’ har et fokus på kongedømmet i Israel, hvilket giver indikationen at de er skrevet i henholdsvis det ene og det andet område. Endvidere bygger teorien b.la. også på de forskellige hebraiske former de forskellige skrifter er skrevet i, hvilket også har været med til at tidsbestemme de enkelte dele. ‘J’ og ‘E’ er således skrevet i en tidlig hebraisk version, mens ‘P’ og ‘D’ fx er skrevet i hver sin senere stilart, som det hebraiske sprog havde udviklet sig til.

Den normale historiske udlægning er at ‘J’ og ‘E’ på et tidspunkt blev redigeret sammen. ‘D’ og ‘P’ blev enten nedskrevet på baggrund af JE eller andre kilder og efterfølgende redigeret sammen til det vi i dag kender som toraen. Udviklingen af toraen ifølge teorien kan grafisk ses nedenfor:

Teorien JEPD, hvor rækkefølgen indikere hvilke der menes skrevet først, er ikke udtømmende og således som nævnt også af nogen historikere ikke relevant. For de fleste er den dog udgangspunktet for den historiske rekonstruktion af bibelens historie og derved hvordan den blev skabt og er på den måde under stadig udvikling. Andre teorier beror på andre “bogstavkombinationer” fx EPD, EJPD, JEPDH osv., men JEPD er den mest fremherskende.

Oftest skaber forskellige skriftfund de største udviklinger indenfor skrifhistorier og således skabte Dødehavs-rullerne i 1947 og 1979 også store tigerspring i forståelsen af bibelens historier og er således de ældste bibelske skrifter vi har idag, men det er en anden interessant historie. Sandsynligheden for at der ligger nogle ruller stadig og gemmer sig, der ville kunne sætte yderligere lys på udviklingen af bibelen er desværre ikke stor. Materialernes forgængelighed og historiens gang med mange destruktioner af skrifter (hvilket også er en interessant historie), efterlader desværre ikke store håb om at finde nye lignende fund.

I de to store monoteistiske religioner er der en grundlæggende ide om at der eksistere en skabning der har skabt alting. Men er sådan noget muligt. I den nedenstående video bliver der sat fokus på et kompleks omkring skabelse og tid. Således kan ingen skabe noget uden først at skabe tid. Der ligger således iboende i forestillingen om et skabervæsen af alting et logisk problem mellem skabelse og tid. God fornøjelse:

People seem to think that it is impossible to disprove God. Part of this is due to the fact that God is sometimes defined differently by different people, therefore I will use the most basic quality that most people attribute God’s underlying nature, which is that god is the creator of all things.

So then it would suffice to disprove a creator, in which case we would need to understand what creation means. The dictionary defines creation as the act of producing or causing to exist. With respect to religion, it is defined as the original bringing into existence of the universe by God

This is the same as the first definition so it will be adequate to use the former, since it is more general. Let us begin to dissect the definition, but first I will define God as the creator of everything except himself. Therefore he is the fundamental cause for all things besides himself.

The definition of creation is the act of producing or causing to exist. This means at some point in time nothing existed. But wait, time didn’t exist either since God hadn’t created it. So we must throw away the whole concept of time and space, if we are to get at the crux of creation.

If we throw away time, we have to throw away words like before and after too, since these, in this context, are words involved with time. So what does this supposed divine creation really mean?

If one took the position of a divine creator, then you would also have to assume that the creator created everything essentially instantaneously, since there is no time, there is no time duration. Lack of time duration is instantaneous.

was there ever a time when there was nothing besides god? Well within the question you would be assuming time existed along with god.

In this case, time would be a fundamental property of existence, without the creator demanding it to be so, therefore not being the fundamental cause for everything besides himself.

I am not assuming you need time to exist. I am stating that to go from one state to another, time is certainly required. The act of creation requires time since it is going from one state to another, that is nonexistence, to existence.

You might be saying, nonexistence is not a state, but a lack of every state. However, for the case of a creator, there is no complete nonexistence. There would be the state in which it is just the creator, and then the state with the creator and everything else.

So for a creator to create anything, this being would need to first create time. But any attempt to create anything would be impossible unless time existed. If time existed without needing to be created, then whatever may have created anything else is not the fundamental reason for everything.

Thus, any divine creator of everything is impossible. Since God is defined as the divine creator of everything, there is no God. However, if you want to define God as existence itself or something of the like, then surely existence exists.

You can see that any other attempt to bring a God into the picture is simply a matter of language and terminology. To account for how we see things seemingly created everyday is a matter of illusion, I will get into this further in other videos.

Thank you for viewing, I am open to any arguments against mine. I just hope that logic will play an important role in your perspective. Logic will lead us to truth more aptly than faith. This will be another video topic, since some people seem to think the reverse.

For dem der muligvis fandt Lone Franks “Den Femte Revolution“ interessant eller måske bare synes at debat om moral og etik er spændende kan jeg varmt anbefale podcastindslaget “Moral Minds“  fra Point of Inquiry med psykologen og biologen Marc Hauser, som netop også er en af de aktører Lone Frank omtaler. Marc Hauser’s forskning inkludere b.la. denne undersøgelse.

Det omhandler, som nogen måske vil genkende, om hvorfor vi har ‘moral‘. Marc Hauser mener at vi hver især har en universel moralsk grammatik iboende på tilsvarende vis som vi har en universel sproglig grammatik. Sidstnævnte bygger Noam Chomsky’s teori om at vi også har nogle grundelement eller en universel grammatik for sprog. Disse universelle grammatikker er dog i sin natur meget simple og danner kun udgangspunkt for den videre udvikling. Men de bunder samtidig også i at man både i den sproglige og i det morale kan finde nogen grundlæggende lighedspunkter på tværs af kulturer over verden. At vi således som mennesker deler nogle grundforudsætninger for at skabe sprog og moral. I begge tilfælde er disse elementer af den evolutionære process og er de byggeklodser, for henholdsvis sprog og moral, vi mennesker fik med. I tilfældet af skader på bestemte områder i hjernen viser studier at mennesker eventuelt kan få problemer med at skabe sætninger eller fx divergere grundlæggende fra nogle moralske overvejelser. I det sidstnævnte tilfælde var der i Hausers forsøg tale om at forsøgspersoner, der havde en specifik skade på frontallappen, der er involveret i følsesmæssige beslutninger, medførte en ændring i den moralske grammatik. Som nævnt er forestillingen, at den moralske grammatik kun er grundforudsætningen for vores moralske kompas. Moralen bliver således også påvirket af kulturen, der i høj grad også former vores persceptioner af forkert og rigtigt i forskellige situationer. Som Lene Frank udtrykte er det således et samarbejde mellem Humes ide om at vores hjerne udelukkende er et lærende organ og Kants ide om at der er nogle universelle spilleregler.

Det er stadig et omdiskuteret emne og Marc Hauser har som sådan ikke fået bred accept, i hvert fald ikke endnu. Umiddelbart har jeg det også sådan at fx sådan noget som kanabalisme stikker lidt ud. Her har vi en kulturel divergent der i den grad stikker udenfor. Men alligevel kan disse mennesker måske stadig dele nogle grundlæggende elementer med resten af menneskeheden og ville hellere ikke skubbe den tykke mand ud fra broen for at redde den lille gruppe mennesker.

Hvad synes I?

 Til interesserede der vil læse mere om Naom Chomsky’s teori om sprogets grammatik: http://www.chomsky.info/articles/195609–.pdf

Og mere om Marc Hauser’s teori:
http://www.centerforinquiry.net/uploads/attachments/HauserSinger.pdf