Carl Sagan – igen

Hat tip Irtiqa

Anden god Sagan-video: The Pale Blue Dot

Kritisk gennemgang af Atlas of Creation

Ateistisk Selskab afholdt den 16. november et arrangement hvor en dansk zoolog, Danny Eibye-Jacobsen, holdt et foredrag om Harun Yahya’s værk Atlas of Creation. Jeg har selv tidligere skrevet om Harun Yahya og hans kreationisme her på bloggen. Foredraget herunder er en fin gennemgang af centrale ideer i Harun Yahya-ideologien, med særligt fokus på den særlige muslimske kreationisme han er fortaler og som bliver udtrykt i serien Atlas of Creation.

God fornøjelse:

Arabiske revolutioner – og hvad så?

Hvad der kommer til at ske fremover er mildt sagt umuligt at forudsige, men vi kan prøve at kvalificere de mulige scenarier. Der er i skrivende stund væltet to diktatorer (Mubarak-Egypten og Ben Ali-Tunesien) – og særligt tre er undervoldsomt pres (Gadaffi-Libyen, Saleh-Yemen og Khalifa-Bahrain). Men der er ingen sikkerhed omkring hvad der kommer til at ske i nogen af de fem lande, og slet ikke i nogen af de øvrige lande hvor spirende revolutioner kan spredes til (fx Marocco, Algeriet, Qatar, Kuwait, Jordan, Syrien, Saudi Arabien).

Al-Jazeeras korresponder der var aktive under oprøret i Egypten gjorde meget ud af at demonstranterne på Tahrir-pladsen og andre steder i Egypten var fra “all walks of life“. Hermed hentydede de til at der ikke var tale om at demonstrationerne udelukkende var domineret af gamle, unge, mænd, kvinder, muslimer, kristne … men netop var en blanding af alle disse og andre grupperinger. Tilsvarende gjorde sig også gældende i Tunesien og det rapporteres også fra Bahrain at det ikke kun er shi’a-muslimer men også at sunnier og sekulære deltager i demonstrationerne mod styret. Det var med andre ord brede folkelige oprør der foregår i de forskellige arabiske lande. Og hvad er det så folket vil?

Tabel 1	Jordan	Palæstina	Algeriet	Marokko	Kuwait
232.4 Democracy may have its problems but is better than any other form of government
1) Strongly Agree	26.4	23.8	26.9	52.2	33.6
2) Agree	47.3	54.8	42.1	32.4	47.9
3) Disagree	9.8	12.6	9.0	4.5	7.9
4) Strongly disagree	2.3	4.0	5.2	3.1	2.8
5) Can’t choose	13.5	4.4	12.8	7.5	5.6
6) Decline to answer	0.7	0.4	4.0	0.3	2.3
Kilde: Arab Barometer Surveys 2006

Den folkelige opinion

Der er efterhånden lavet en række meningsundersøgelser omkring hvad befolkningerne i en række nordafrikanske og mellemøstlige lande ønsker sig. Men det er svært helt præcist at vurdere hvad det er disse undersøgelser viser. Stillet spørgsmålet om “demokrati var den bedste form for styreform på trods af sine begrænsninger” svarede et flertal af de udspurgte i Jordan, Palæstina, Algeriet, Marokko og Kuwait at de enten var “meget enig/enig” (som det fremgår af tabel 1 – se tilsvarende resultat i Pew Research’s undersøgelse nedenfor (kilde)). Det var i de fleste tilfælde et lille, dog ikke uvæsentligt, mindretal der er uenig eller meget uenig. Der er også tilsvarende blevet lavet undersøgelser i Egypten, Algeriet, Irak, Yemen og Libanon. Og tallene antyder en væsentlig opbakning til demokratiet som styreform. Men det fremgår mindre klart hvad det er for en form for demokrati der så ønskes. I tabel 2 som er udregnet på baggrund af undersøgelser foretaget i Algeriet, Irak, Jordan og Palæstina fremgår det at svaret heller ikke er tydeligt. Det fremgår således at der i nogen af landene er et flertal for et islamisk demokrati, mens der i andre lande er et flertal for sekulært demokrati. Det er igen ikke 100 % entydigt hvad disse to betegnelser dækker over, men med et sekulært demokrati kommer vi nærmere ideen om det liberale demokrati. I det islamiske demokrati er det forestillet at islam skal være indskrevet som basis for lovgivning og måske skal religiøse lærde/ledere ligefrem rådgive eller virke som en institution med vetoret for lovgivninger der eventuelt kan tolkes værende imod islam. Men som nævnt der er ikke noget entydigt billede af hvad der skal menes med islamisk demokrati, men det er dog sikker at det ikke er det samme som det liberale demokrati. Så kort sagt har vi fået kortlagt at der er en udbredt opbakning til en form for demokrati.

Tabel 2
Fortrukken styreform
	Algeriet	Irak	Jordan	Palæstina
Islamisk demokrati	39	42,7	47,1	45,2
Sekulært demokrati	45	43,3	43,5	37,2
Islamisk autokrati	10	6,8	5,4	11,3
Sekulært autokrati	6	7,2	4	6,6
Kilde: Tessler, 2005: 91

Og der med er det også klart at det er et mindretal der ønsker en autokratisk styreform – hvad enten det er en islamisk (religiøs) eller sekulær variant. Tendensen til at religionen – i dette tilfælde islam – skal spille en væsentlig rolle i samfundet og styreformen fremgår også af Pew Research undersøgelser (2) i nogle af de samme lande gennem årene. Men samtidig fremgår det også rimeligt klart at et væsentligt flertal samtidig er bekymret omkring islamisk ekstremisme – hvad der så menes med dette. I forbindelse med de arabiske revolutioner er det også interessant at forholde sig til hvad de unge arabere mener (Kilde: Arab Youth Survey). Og i tabel 3 nedenfor fremgår det at der er en vis tendens til at du unge arabere i overvejende grad har et ønske om at bo i et demokrati – og endvidere at det er vigtigt.

Tabel 3 (kilde: http://www.arabyouthsurvey.com/files/AYS_2010_white_paper.pdf, s. 13)
Andel der mener at det er vigtigt at bo i et demokrati
Egypten	78 %
Jordan	85 %
Kuwait	75 %
Qatar	33 %
Saudi Arabien	51 %
Forene arabiske emirater	75 %
Oman	56 %
Libanon	73 %
Bahrain	70 %
Irak	91 %

I tabellen nedenfor fremgår det endvidere hvordan andellen af muslimer - i forskellige lande - der mener at demokratiet er den mest ønskværdige styreform. Her bliver det antydet at folk er en smule mere skeptiske over demokratiet. Men det er stadig flertallet i de relevante arabiske lande (Jordan, Egypten og Libanon) som mener at demokratiet er den mest ønskværdige styreform. Her skal det også bemærkes at alternativet ikke nødvendigvis er et religiøst styre, men kan også være et sekulært ikke-demokratisk styre (jf. tabel 2).

 

Lars Erslev Andersen fremhæver 4 teorier for hvorfor der er så lidt demokrati i de arabiske lande:

• Den islamiske forklaring
  
  • Her fremhæves at der iboende i islam – eller i hvert fald af den udbredte form for islam der gør sig gældende i de arabiske lande – er forhold der er i modstrid demokratiske grundideer.
    
• Afhængighedsteorien
  
  • Denne teori, som blev udviklet af samfundsforskeren Samir Amin, lægger vægt på et udbytningsforhold der har været mellem kolonimagterne, og senere de imperialistiske magter, og den tredje verden. Det har medført en underudvikling i disse lande – inklusiv de arabiske lande – på de politiske, sociale og økonomiske områder.
    
• Den arabiske rentierstat
  
  • Denne teori lægger vægt på hvordan de samfundsøkonomiske strukturer i landet er opbygget. Det fremgår at de fleste arabiske landes primære indkomster ikke stammer fra indkomstbeskatning på borgernes indkomst men fra olierigdomme eller andre givtige industrier – dette har medført at staten har kunnet “bestikke” befolkningen med velfærdsydelser så længe der har været penge i statskassen og omvendt har befolkningen ikke følt et stort behov for at øve indflydelse på udviklingen da staten ikke forvaltede deres penge (indkomstskatter). Dertil stimulerer denne form for samfundsøkonomisk struktur også et klientelbaseret system – som går fint i tråd med de traditionelle klan-, stamme- og familiestrukturer i en lang række af de arabiske lande
    
• Den historiske forklaring
  
  • Denne sidste teori understreger nogle særlige historiske forhold for fraværet af arabiske demokratier – nemlig etableringen af en række af de forskellige lande. Statsgrænserne der blev skabt i kølvandet på 1. verdenskrig og blev ikke tegnet af befolkningerne selv, men af sejrherrerne fra 1. verdenskrig. Således indeholder de fleste arabiske lande en række problemer med uhomogene befolkninger, der har lagt vægt på en række forskellige identiteter anderledes end de respektive nationalstater (tværnationale etniske grupper (fx kurdere), transnationale grupper (fx panarabisme), religiøs identitet (fx sunni/shia islam).
    

Umiddelbart har hver af disse teorier en form for forklaringskraft, men også svagheder. Og det skyldes nok at det kan være blandinger af hver af de forskellige teorier og vægtningen er forskellig fra land til land. Men hvad angår den første teori er det rigtigt for nogle grupperinger i de arabiske lande – hvor der blandt andet nogen steder er udviklet en stærk modvilje mod det der kan ses som værende vestlig import. Men som det ses ovenfor er der et betydeligt flertal for den demokratiske styreform om end en stor andel af disse tilhængere også vil tillægge religionen en vis betydning i samfundet og lovene. Det er samtidig også bemærkelsesværdigt at det netop er det forhold at der i Tunesien er en forholdsvis stor veluddannet middelklasse (og tilsvarende i de egyptiske storbyer) formentligt har medvirket til at give revolutionen styrke. Så hvad der har medvirket til at skabe de manglende politiske, økonomiske og sociale forhold som er et sundt fundament for udviklingen af demokrati, så har det manglet i de arabiske lande, men har i nyere tid begyndt at blive etableret. Dette forhold skal særligt sættes overfor den globale økonomiske krise og de stigende fødevarepriser, der særligt har ramt regionen. Disse sidste elementer har netop gødet jorden for en bredere folkelig opstand. Disse tendenser går også igen i undersøgelser der er blevet foretaget blandt arabiske unge de sidste 3 år (kilde). Det fremgår således at arbejdsløshed og stigende priser er blandt de største bekymringer for både golflande (GCC) og andre arabiske lande (Non GCC).

Menneskerettigheder rangerer således som den næste store bekymring. Adspurgt om ønsket om at leve i et demokratisk land var der også blandt de unge her en forholdsvis stor opbakning til at leve i et demokrati.

Igen skal det dog siges at der ikke udtrykkes hvilken form for demokrati der er med at gøre her. Men i den forbindelse udtrykte de samme unge arabere også bekymring omkring politisk islam og dens indflydelse på samfund og liv i regionen – specielt i lande som Egypten og Tunesien. I netop både Egypten og Tunesien er der blevet taget træk imod at ændre forfatningen så den danner rammerne for et demokrati – om end at ændringerne foreslået for den egyptiske ikke ændre grundlæggende ved islams rolle i samfundet. Netop at islam skal forstås som en statsreligion og skal skabe fundamentet for det egyptiske samfund

Dominoeffekt

Hvor vil det ellers sprede sig? The Economist lavede i februar et indeks (døbt Shoe-Thrower’s Index) over de urolige lande blandt medlemmerne af den Arabiske Liga (se figur 3). Her fremgår det blandt andet at Egypten var blandt de lande med som var mest ustabile og Mubarak er netop også faldet og tilsvarende er det blandt andet i Yemen og Libyen hvor der pt. er uroligheder. Bahrain, Algeriet og Marokko, hvor der også er uroligheder, er derimod længere nede på listen. En af årsagerne til denne udvikling hænger også sammen med befolkningsudviklingen i de forskellige lande, som det fremgår af figur 2. Flere af de involverede lande har en lav gennemsnitsalder, hvor der tilsvarende blandt disse store ungdomsgenerationer tilmed er høj arbejdsløshed. I den forbindelse er det også interessant at se at de respektive landes regeringsledere har en alder væsentligt over de 60, hvilket også illustrere en afstand mellem den politiske elite og befolkningen.

Som det fremgår af figur 4 så rangere alle landene i den Arabiske Liga langt nede på listen på den demokratiske rangliste (ud af 167 lande). Kun i forbindelse med situationen i Libyen har den Arabiske Liga reageret med kritik af Gadaffis behandling af demonstranterne og civile libyere. Hvad angår korruption har vi igen at gøre med lande der ligger i bunden af det internationale indeks med undtagelse af enkelte lande. Og tilsvarende i forbindelse med pressefrihed. Her er det kun et land der ikke er i den nedre halvdel af indekset. De seneste 3 år havde Freedomhouse.org opgjort at der var sket tilbageskridt i Nordafrika og Mellemøsten og ikke fremskridt.

Det er væsentligt at fremhæve at der er forskel på forholdene i nogle af landene. Specielt Bahrain er speciel på grund af at landet er styret af en sunni-muslimsk kongefamilie, mens ca. 70 % af befolkningen er shi’a-muslimer. Dertil er Saudi Arabien, Morokko, Jordan, Kuwait, Forenede Arabiske Emirater, Qatar og Oman speciel på grund af de monarkiske styrer i disse lande. Monarkiet giver regeringslederen en form for historisk institutionel legitimitet i forhold til de republikanske ledere. Indtil videre er der da heller ikke nogen af disse lande hvor der er blevet udtrykt en bred folkelig interesse for at få fjernet monarken, men derimod en interesse for at få fjernet regeringen under monarken og eventuelt at få indskrænket monarkens magt. Landene med republikanske styreformer er på den baggrund mere udsat i forhold til store omvæltninger. Spørgsmålet er om de arabiske monarker vil prøve at kigge på de europæiske erfaringer med monarker og demokrati – i form af de forskellige lande med konstitutionelt monarki (som fx Danmark), men også i form af de lande hvor monarkiet blev fjernet gennem mere eller mindre voldelige folkelige oprør – noget kunne måske tyde på det når man kigger på udviklingen i lande som Oman og Marokko. Omvendt holder Bahrains konge fast i sin position ligesom den jordanske konge ikke har givet store indrømmelser. Det vil formentligt være givet at de fleste republikanske ledere vil ønskes fuldstændigt fjernet i tilfælde af at oprør udvikler sig i de forskellige lande, som det var tilfældet i Egypten og Tunesien og som det også er hvad demonstranterne ønsker i Yemen og Libyen. Men spørgsmålet er om vi vil få en vid dominoeffekt. Effekten er der dog allerede i form af at Tunesien inspirerede Egypten og at Egypten nu har inspireret Yemen, Bahrain og Libyen. Men vil dette fortsætte? I Jordan fyrede kong Abdullah II sin regering og sænkede priserne på nogle enkelte centrale fødevarer. Det virker til at have haft en form for effekt i Jordan. Og det bliver formentligt også en udvikling der kommer til at gælde en række andre lande – altså hvor den siddende regering vil forsøge at “forhandle” med befolkningen for at modvirke et ulmende oprør. I Algeriet har de lovet at løfte undtagelsestilstanden, I Marokko og Oman har monarkerne lovet politiske reformer – spørgsmålet er hvor vidtrækkende de bliver i sidste ende. I Sudan, Yemen og Irak har den siddende regeringsleder lovet ikke at opstille til næste valg.

I Freedomhouse.org‘s frihedsundersøgelse for 2011 var der ingen af landene i Nordafrika eller Mellemøsten som rangerede som frie, men Kuwait, Libanon og Marokko rangerede som delvist frie. Så hvis det er spørgsmålet om hvorvidt demonstranterne vil have frihed er der mange potentielle lande hvor befolkningen kunne gøre oprør. Men der er selvfølgelig andre faktorer der er relevante. I figur 3, som var et indeks over ustabile lande, var der netop indregnet mere specifikke indenrigspolitiske forhold som fx andelen af borgere under 25 år. Dertil bør som nævnt også anføres arbejdsløsheden generelt i landet, men også mere konkret i de enkelte aldersgrupper – og særligt for gruppen af unge voksne. Befolkningens disponible indkomst samt reelle købekraft er også centrale faktorer. Hvilket blandt andet også kan ses af at sænke priserne på vigtige fødevarer har været et af de første redskaber der er forsøgt taget i brug i de forskellige lande for at dæmme op for utilfredsheden.

Det større perspektiv

Der er ligefrem forestillinger om at de arabiske revolutioner kan få vidtgående effekt på andre geografiske områder – fx forskellige afrikanske lande, i Asien (inkl. Rusland og Kina) og måske i det sidste europæiske diktatur, Hviderusland. Der er flere ting der menes at kunne inspirere oppositionelle grupperinger i andre lande – først og fremmest det at det kan lykkes at få fjernet uønskede despoter, men også brugen af de sociale medier på internettet (fx Twitter, Facebook, Youtube mv.) menes at kunne få stor indflydelse. I flere af disse lande er der forsøgt at skabe et spirende oprør med direkte reference til Jasmin-revolutionerne i den arabiske lande, men indtil videre har demonstranterne/oprørerne haft trænge kår og der er ikke meget der tyder på at det er nært foreliggende. Men omvendt var der heller ikke mange der forudså den effekt som de arabiske oprør har haft indtil nu. Og et land som Kina og forskellige afrikanske lande er begyndt at have ingredienserne til at udvikle oprør. I Kina er der en stor generation af veluddannede unge, der har svært ved at få ordentligt fast arbejde. Oven i dette forhold har Kina også en betydelig stor gruppe unge mænd og en tilsvarende mindre gruppe unge kvinder. Misforholdet mellem antallet af mænd og kvinder – hvilket er en effekt at Kinas et-barnspolitik kan være en medvirkende faktor en stigende utilfredshed. Men vigtigst af alt er formentligt udviklingen i den kinesiske økonomi. Hvis Kina kan bibeholde den stærke udvikling kan de formentligt langt hen ad vejen “bestikke” eller rettere sagt mildne spirende utilfredshed.

Men alt det må tiden vise – og det bliver spændende. Særligt for sådan et glødende demokratitilhænger som undertegnede.

Kilder:

De kilder der er tilgængelige på internettet er blevet henvist til der hvor de er blevet brugt.

Tessler, Mark (2005): Journal of Democracy. Vol. 16, No. 3, s. 83-97.

Jeg har skrevet en analyse om perspektiverne for demokrati i de arabiske lande her

Nu tør hun ikke blive syg?

Nej for tænkt hvis hun skulle behandles af en muslim?!? Historien (som kan læses i det seneste Dansk Folkeblad, nr. 6, 2010, s.6-7) handler om en kvinde ved navn Britta der har været indlagt til en operation på Næstved Sygehus. En oplevelse hun følte sig så bestyrtet over at hun måtte kontakte Dansk Folkeblad, som er Dansk Folkepartis uafhængige (?) tidsskrift udgivet af Dansk Folkepartis folketingsgruppe og redigeret af DF’s pressechef Søren Søndergaard.

Nå men Britta var bestyrtet over at hun mens hun ligger og skal til at have sit indledende undersøgelse at det er en muslim der kommer for at behandle hende. Jeg citerer:

På Næstved Sygehus står jeg for første gang i mit liv ansigt til ansigt med et dilemma jeg helst ville undgå, men nok forventede, at jeg ville støde på før eller siden – en kvinde med et religiøst tørklæde. Dette tørklæde er et symbol, der for mig, og mange andre står for undertrykkelse og intolerance, og jeg mener hverken, at der er noget odiøst, eller ekstremt i at jeg siger fra på det grundlag.

Og for at gøre ondt værre var der ifølge Britta også mulighed for at hun skulle opereres af en anden muslimsk læge! Da Britta fik denne information at vide brød hun sammen og græd!

Nuvel artiklen tager også fat i dilemmaet omkring positiv særbehandling, som fx muslimer modtager når de ønsker at blive fritaget fra at blive behandlet af en af det andet køn. Og sådan en debat er da også interessant at tage op. Kan det være rigtigt at religiøse følelser skal have lov til at styre hvordan sundhedssystemet skal indrette sig? Men derudover burde sådan en artikel ringe alarmklokker i den danske befolkning. Hvordan kan det være at en kvinde kan bryde sammen over at skulle blive behandlet af en person, der tilfældigvis udover at være doktor også er muslim? Det er ligeså grotesk et livssyn der bliver udtrykt her, som det hun ønsker at kritisere - netop det at en kvindelig muslim kunne finde på at frabede sig en mandlig doktor. Det er selvfølgelig ikke en kønssegregation Britta ønsker, men en religions(kultur)segregation. Hun ønsker simpelhen ikke at blive befamlet af muslimske hænder. Hvad der så skulle være særligt specielt ved det? Måske har muslimer gennemsnitligt koldere eller klammere hænder, der faktisk er ubehagelige at blive rørt af? Jeg tvivler. Det groteske bliver cementeret af Brittas egen afvisning af at være racist – hvilket hun selvfølgelig ikke er, hun er blot religions-/kultur racist:

Det her havde jo slet ikke noget at gøre med racisme men er en politisk holdning. Jeg er i opposition til alt, hvad islam står for, og jeg vil ikke opereres af en muslim, som kan bekende sig til islam. Sådan er det.

Hele hendes måde at se tingene på og det at hun kan bryde sammen i gråd over at skulle blive opereret af en muslimsk doktor mv., og sidst og ikke mindst at DF finder denne vinkling for nødvendig at skrive i deres uafhængige Dansk Folkeblad, er jo et himmelråbende kald til den danske befolkning om at der foregår noget uldent på den danske nationalkonservative højrefløj. Jeg har fra starten været en indædt modstander af begrebet islamofobi – blandt andet fordi det har været brugt i flæng om alle mulige der har ytret sig negativt om islam. Men dette eksempel må siges at være et præmieeksempel på hvad det begreb bør udtrykke - Et så indædt og indlejret had og foragt for islam at man bryder sammen i gråd over at skulle blive behandlet af en person der anser sig selv som muslim.

Og det undre mig egentlig at den danske presse er blevet mere bestyrtet over den samme artikels generalisering over indvandrefamilier, der stjæler mad i venteværelserne (sic!) (fx her). Pia Kjærsgaards foreslag om at forbyde paraboler og arabiske kanaler mv. er ligeledes gode eksempler på det overdrev DF har befundet sig i længe. Er det tid til at sige nok er nok? Det bestemmer de danske vælgere, og indtil videre er der endnu ikke nok der siger fra. Og selvfølgelig er der også elementer man kan være enig i med DF. Det er der med alle partier. En hændelse som den beskrevet ovenfor bør dog være én der får folk til at sige fra. Det had, den foragt og mistro der bliver udtrykt og accepteret i den artikel er det glade vanvid.

Shall I compare thee to a summer’s day?

Shall I compare thee to a summer’s day?
Thou art more lovely and more temperate:
Rough winds do shake the darling buds of May,
And summer’s lease hath all too short a date:
Sometime too hot the eye of heaven shines,
And often is his gold complexion dimmed,
And every fair from fair sometime declines,
By chance, or nature’s changing course untrimmed:
But thy eternal summer shall not fade,
Nor lose possession of that fair thou ow’st,
Nor shall death brag thou wander’st in his shade,
When in eternal lines to time thou grow’st,
So long as men can breathe, or eyes can see,
So long lives this, and this gives life to thee.