Bistandslandet – sagen om kontanthjælp

•februar 21, 2013 • Skriv en kommentar

4 unge mænd har begået en lille dokumentar om det danske kontanthjælpssystem. Der er mange ting man kan diskutere i filmen og særligt i dens måde at fremstille/vinkle historien. For det første deres udgangspunkt, 4 hovedpunkter, om at Danmark er et sted:

- hvor man ikke behøver at arbejde
– hvor unge mennesker frit kan nyde at være unge (og ikke arbejde)
– hvor man har forståelse for at man ikke gider arbejde
– hvor penge hver måned kommer dumpende på magisk vis

Dertil kan også nævnes deres inddragelse af Helle Thorning-Schmidts møde med skuespilleren Sarah Jessica Parker Det er selvfølgelig alt sammen en del af en dramaturgisk fremstilling – at sætte tingene på spidsen. Det ville nok ikke være svært for mange folkeskoleelever at lave en lille ideologianalyse af dokumentaren. Men lad de elementer ligge. Deres hovedpointe, som selvfølgelig hænger sammen med de 4 førnævnte punkter ovenfor, er:

  • at det er for nemt at få kontanthjælp i Danmark

Først nogle enkelte forbehold. Vi ved som seere ikke hvad de har valgt at udelade – altså hvad fortæller de os og hvad fortæller de os ikke? Men lad nu også det ligge for det har vi reelt ikke mulighed for at forholde os til. Så lad os tage fat i deres hovedpointe og på deres præmis: Det er for nemt at få kontanthjælp.

 

Historien om Jens Ulrik – hvad ved vi?

Jens Ulrik (JU) er altså en ung mand, 23 år. Han har en bachelor i kommunikation fra RUC. Han fremstiller sig selv som havende en drøm om at arbejde med film og medier. Det er der mange der har drømmer om. Han nævner at han eventuelt søger ind på RUC året efter – med andre ord giver han udtryk for at kunne komme videre i systemet. Og måske giver han også indtryk af at kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet?

Hvorfor er der så ikke flere krav til JU? For det første så ser vi ikke hvad der sker videre i systemet. Han trækker sig selv ud af systemet, da testperioden på de 3 måneder er overstået. Hvis vi kigger på hvordan systemet fungerer, så øges kravene til kontant – ganske kort efter JU stopper i systemet. Reglerne lyder som følgende:

senest 13 uger efter du er tilmeldt som kontanthjælpsmodtager, skal du i aktivering.

Alternativet til aktivering er uddannelse, hvilket jo netop var det JU fremførte at han ville gøre. Men hvis han ikke påbegynder en uddannelse, vil han altså blive pålagt aktivering. Hvad det så ville betyde går dokumentaristerne desværre ikke videre med, hvilket ellers også kunne have været interessant. Man kan selvfølgelig diskutere grænsen for hvornår aktiveringen skal starte og 13 uger er måske lang tid.

Dokumentaristerne har også et ekstrabelæg for deres historie om det dysfunktionelle danske kontanthjælpssystem. De har fundet en fin anekdote frem om mr. X. Mr. X’s historie minder lidt om den såkaldte dovne-Roberts historie og derved bestyrkes historien om et system, der er nemt at udnytte ved brug af disse to anekdoter. Stærk dokumentation. Dette bliver dog også bestyrket med flere anekdoter fra jeg citerer: “venner og bekendte” (hvem er disse menneskers venner og bekendte?)

 

JU har en plan

Men for at vende tilbage til JU’s situation, så er det, ud fra den historie som dokumentaristerne fortæller, kritisabelt at der ikke stilles flere krav til ham. Den simple årsag til at der alligevel ikke stilles flere krav, er måske at systemet (eller rettere de enkelte sagsbehandlere) forventer at JU ikke er en der vil blive i systemet særligt længe. Han har selv lagt nogle deadlines frem – 3 måneder for dokumentar-perioden (skulle vel i historien bruges til en ansøgning i forbindelse med drømmen om at arbejde med film og medie) og for en eventuelt genoptagelse af uddannelse (vel en kandidatuddannelse på RUC). Spørgsmålet er så om man synes det er rimeligt at en person som JU, der fuldtid forsøger at nå sin drøm, udnytter/bruger systemet i en kortere periode. Den ene sagsbehandler man møder i dokumentaren virker ikke til at have et større problem med det. Og det er vel noget der er værd at diskutere.

Men kan man sammenligne JU’s situation med Roberts og Mr. X’s. Nej ikke ud fra den empiri vi er stillet til rådighed. Hvis vi om nogle år stadig ville se JU i den situation, så ja. Robert og Mr. X virker ikke til at have en større forkromet plan. Men måske havde de engang.

 

Hvad så nu?

Ud fra dokumentaristernes historie er der umiddelbart to overordnede alternativer (med forskellige nuancer indunder)

  • staten skal overvåge/kontrollere kontanthjælpsmodtagere
  • afskaffelse af kontanthjælp

Altså enten mere kontrol fra myndighedernes side om hvem og hvad man er for en. Eller simpelthen at fjerne den nuværende kontanthjælp (der kunne laves alternativer – LA foreslår et lånesystem). At fjerne kontanthjælpen er nok ikke helt oplagt. Som dokumentaristerne også selv gør rede for, er der mennesker der faktisk kunne have brug for hjælpen. Det andet alternativ er heller ikke helt uproblematisk. Skal der mere dyneløfteri til? Der er allerede en kontrolmekanisme i systemet til at undersøge for social bedrag mv. DR kører i øjeblikket en serie om dette. Der har været heftige debatter omkring at systemet opfordrer til at borgere skal anmelde hinanden, hvis man har mistanke om socialt bedrageri. Jeg vil ikke her bevæge ud i den debat eller om hvorvidt kontanthjælpen skal fjernes. Jeg vil blot konstantere at timingen er perfekt. Kontanthjælpen skal reformere snart. Det har regeringen allerede bebudet og dokumentaren bliver således et partsindlæg i denne proces.

Udgifterne til kontanthjælp er høje – for høje. Og der er folk i systemet, der reelt ikke er berettiget til kontanthjælp. Men hvad er det i virkeligheden, der bliver dokumenteret i dokumentaren. Er det systemets fallit eller er det almindelige danskeres moralske forfald? Måske er det begge dele? Det afhænger måske af hvilket menneskesyn man har?

Ringen der havde magt over dem alle

•februar 21, 2012 • 1 kommentar

Siden debatten om en eventuel betalingsring for alvor begyndte at rulle under valgkampen i september har emnet været et af de mere problematiske temaer for den nuværende regering. Og det er det formentlig ikke færdigt med at være – årets Blæksprutten og Cirkusrevy har således fået godt og solidt materiale.

Problemet er langt hen ad vejen selvforskyldt. For det første var det en dum idé at kalde det en betalingsring – alternativet der senere opstod, trængselsring, er et langt bedre forslag. For det andet virker det heller ikke til at forslaget var særligt gennemtænkt. Et problem der har kendetegnet den nuværende regering på en række andre punkter. Generelt har S og SF’s plan Fair Løsning været en eklatant fiasko. Jeg vil dog ikke stemme med i koret, der har råbt op om løftebrud, da S og SF netop ikke har haft et flertal selv og netop skal forholde sig til en tredje aktør i regeringen, de Radikale. Det er ganske naturligt at flere af de politikker det enkelte parti gerne ville haft gennemført, ikke kan blive til noget på baggrund af de parlamentariske forhold. Noget andet er dog hvordan partiet/partierne så vælger at håndtere situationen. Og i den sammenhæng har S og SF langt hen ad vejen ikke ageret særligt professionelt. Og i dag kulminerede det så med at den højt profileret trængselsring formentligt ikke bliver til noget – på trods af gentagne forsikringer om at den nok skulle komme.

Men det har åbenbart gjort for ondt på S. Baglandet støtter ikke længere op. Den lokale LO-fagforening meldte sig i koret af kritikere, socialdemokratiske kommuner havde gjort det længe og generelle meningsundersøgelser viste at mange borgere (både generelt i Danmark og lokalt i og omkring København) var og er imod ringen.

En undersøgelse offentliggjort netop i dag (d. 21.2.2012) viste en alvorlig tilbagegang for socialdemokraterne i en lang række kommuner der formentlig ville blive berørt af ringen (se kortet), hvilket allerede blev indikeret ved meningsundersøgelser under valgkampen.

Kort over udviklingen for Socialdemokraterne fra 2007-2011

Som det fremgår af kortet oplevede S netop en markant tilbagegang i en mange af pendler-kommunerne. Og deriblandt flere af de socialdemokratiske kommuner der undervejs i forløbet har gjort oprør mod ringen. Et kommunevalg er ‘kun’ lidt over 1 år væk. Og der er ‘kun’ 3 år til et nyt folketingsvalg.

Men det var sandsynligvis ikke kun frygten delvis negative røster i nogle meningsmålinger der gjorde udslaget. En væsentlig faktor i forbindelse med udviklingen har været medierne. Således er det i høj grad medierne – over en bred kam – der har svunget taktstokken med kritikken. I sådan en grad at man nærmest med Per Meilstrups – fra Mandag Morgen – ord kan kalde modstanden for et falsk oprør (har desuden uddybet om mediernes rolle – del 2 og 3). Meningsundersøgelserne viste netop også at mange støttede forslaget. Og hvis regeringer altid skal lade sig diktere af sådanne stilbilleder af befolkningens holdninger er det jo nærmest umuligt at lave upopulære men nødvendige beslutninger. Det er selvsagt et almindeligt kritikpunkt af den postmoderne politiske virkelighed.  Men medierne har i den grad i denne sag formået at sætte dagsordenen omkring betalingsringen og det har sjældent været med det positive fokus. Følelserne og de mulige ‘worst case scenarios’ fik overtaget. Og det på trods af en forholdsvis bred front af trafikforskere, der ønsker tiltag mod trængslen og at miljøorganisationer også markerede at ringen ville have nævneværdig positiv effekt for luftmiljøet i København.

Det er dog formentligt medierne, kommunerne og vælgerne, der udgør delforklaringer på hvorfor statsministeren har ændret holdning. Hun var fanget af hendes eget og SF og S’s ubeslutsomhed.

Hvad skulle de have gjort?

I det klare lys skulle de have haft fremlagt et egentlig forslag og lade debatten løbe i forbindelse med en egentlig lovgivningsproces. Lade der være plads til en debat og lade forløbet kører under de faste rammer som en lovgivningsproces har. I stedet for fik det forestillet forslag lov til at eksplodere i hænderne på regeringen. Medierne satte pladen fast i den samme rille og lod følelserne vinde over fornuften. Regeringen blev ved med at undlade at diskutere konkrete elementer med begrundelsen at de ikke havde noget konkret endnu. Og det var netop problemet, at en masse konkrete, men usikre elementer, kom til at styre debatten. Helle Thorning-Schmidt og co. lod sig skræmme af debatten i efteråret og blev forsigtige. Debatten blev mere og mere kritisk og i sidste ende er Thorning-Schmidt der ladet sig skræmme til at tage forslaget helt af dagsordenen. For det er reelt det der er sket. Hun er blevet rystet – af oprøret internt i partiet, af mediernes vinkel og af modstanden blandt befolkningen. Kommunerne advarede om at det kunne blive en lignende sag som indvandringspolitikken var i 90’erne, hvor Poul Nyrup Rasmussen ikke ville høre på omegnskommunerne om problemer ved integrationen. Men det tidligt i regeringsforløbet at blive så rystet. Og spørgsmålet er om dette er indikator på regeringens styrke eller svaghed. Er det omstillingsparathed eller usikkerhed? Meget tyder umiddelbart på det andet.

Personligt så jeg hellere at denne løsning var blevet gennemført, med det fokus på at den skulle udfases, når en acceptabel og stabil GPS-løsning ville være klar. Omvendt kan det argumenteres for at der pt. ikke er alvorlige problemer med den umiddelbare trængselsudvikling pga. den fortsatte pressede økonomiske situation. Trængslen har netop været faldende siden 2008, da finanskrisen indtræf. Og der er ikke tegn på en nært forekommende større opsving, der kan give danskerne og særligt dem i pendlerkommunerne, lyst til at køre mere i bil.

Nu bliver det spændende at se hvad den ‘gode løsning’ er. Forelydender tyder på, at det bliver en kommision med et meget konkret formål og tidshorisont, der skal undersøge mulighederne for at bekæmpe og forebygge trængselsproblemerne. Og hvilke løsninger kunne det så blive som kommisionen anbefaler. Ja det kunne måske være en trængselsring, fordi de har jo rimeligt gode erfaringer med det i andre byer. Men det kan også være at de anbefaler alternative løsninger – flyt erhvervslivet ud af København? GPS-løsningen? ITS? mv. Men ringen er endnu ikke stendød og problemet trængsel, som regeringen netop har gjort så meget ud af, er stadig et problem den skal forholde sig til.

Carl Sagan – igen

•december 1, 2011 • Skriv en kommentar

Hat tip Irtiqa

Anden god Sagan-video: The Pale Blue Dot

Kritisk gennemgang af Atlas of Creation

•december 1, 2011 • Skriv en kommentar

Ateistisk Selskab afholdt den 16. november et arrangement hvor en dansk zoolog, Danny Eibye-Jacobsen, holdt et foredrag om Harun Yahya’s værk Atlas of Creation. Jeg har selv tidligere skrevet om Harun Yahya og hans kreationisme her på bloggen. Foredraget herunder er en fin gennemgang af centrale ideer i Harun Yahya-ideologien, med særligt fokus på den særlige muslimske kreationisme han er fortaler og som bliver udtrykt i serien Atlas of Creation.

God fornøjelse:

Arabiske revolutioner – og hvad så?

•marts 18, 2011 • 2 kommentarer

Hvad der kommer til at ske fremover er mildt sagt umuligt at forudsige, men vi kan prøve at kvalificere de mulige scenarier. Der er i skrivende stund væltet to diktatorer (Mubarak-Egypten og Ben Ali-Tunesien) – og særligt tre er undervoldsomt pres (Gadaffi-Libyen, Saleh-Yemen og Khalifa-Bahrain). Men der er ingen sikkerhed omkring hvad der kommer til at ske i nogen af de fem lande, og slet ikke i nogen af de øvrige lande hvor spirende revolutioner kan spredes til (fx Marocco, Algeriet, Qatar, Kuwait, Jordan, Syrien, Saudi Arabien).

Al-Jazeeras korresponder der var aktive under oprøret i Egypten gjorde meget ud af at demonstranterne på Tahrir-pladsen og andre steder i Egypten var fra “all walks of life“. Hermed hentydede de til at der ikke var tale om at demonstrationerne udelukkende var domineret af gamle, unge, mænd, kvinder, muslimer, kristne … men netop var en blanding af alle disse og andre grupperinger. Tilsvarende gjorde sig også gældende i Tunesien og det rapporteres også fra Bahrain at det ikke kun er shi’a-muslimer men også at sunnier og sekulære deltager i demonstrationerne mod styret. Det var med andre ord brede folkelige oprør der foregår i de forskellige arabiske lande. Og hvad er det så folket vil?

Tabel 1

Jordan

Palæstina

Algeriet

Marokko

Kuwait

232.4 Democracy may have its problems but is better than any other form of government
1) Strongly Agree

26.4

23.8

26.9

52.2

33.6

2) Agree

47.3

54.8

42.1

32.4

47.9

3) Disagree

9.8

12.6

9.0

4.5

7.9

4) Strongly disagree

2.3

4.0

5.2

3.1

2.8

5) Can’t choose

13.5

4.4

12.8

7.5

5.6

6) Decline to answer

0.7

0.4

4.0

0.3

2.3

Kilde: Arab Barometer Surveys 2006

Den folkelige opinion

Der er efterhånden lavet en række meningsundersøgelser omkring hvad befolkningerne i en række nordafrikanske og mellemøstlige lande ønsker sig. Men det er svært helt præcist at vurdere hvad det er disse undersøgelser viser. Stillet spørgsmålet om “demokrati var den bedste form for styreform på trods af sine begrænsninger” svarede et flertal af de udspurgte i Jordan, Palæstina, Algeriet, Marokko og Kuwait at de enten var “meget enig/enig” (som det fremgår af tabel 1 – se tilsvarende resultat i Pew Research’s undersøgelse nedenfor (kilde)). Det var i de fleste tilfælde et lille, dog ikke uvæsentligt, mindretal der er uenig eller meget uenig. Der er også tilsvarende blevet lavet undersøgelser i Egypten, Algeriet, Irak, Yemen og Libanon. Og tallene antyder en væsentlig opbakning til demokratiet som styreform. Men det fremgår mindre klart hvad det er for en form for demokrati der så ønskes. I tabel 2 som er udregnet på baggrund af undersøgelser foretaget i Algeriet, Irak, Jordan og Palæstina fremgår det at svaret heller ikke er tydeligt. Det fremgår således at der i nogen af landene er et flertal for et islamisk demokrati, mens der i andre lande er et flertal for sekulært demokrati. Det er igen ikke 100 % entydigt hvad disse to betegnelser dækker over, men med et sekulært demokrati kommer vi nærmere ideen om det liberale demokrati. I det islamiske demokrati er det forestillet at islam skal være indskrevet som basis for lovgivning og måske skal religiøse lærde/ledere ligefrem rådgive eller virke som en institution med vetoret for lovgivninger der eventuelt kan tolkes værende imod islam. Men som nævnt der er ikke noget entydigt billede af hvad der skal menes med islamisk demokrati, men det er dog sikker at det ikke er det samme som det liberale demokrati. Så kort sagt har vi fået kortlagt at der er en udbredt opbakning til en form for demokrati.

Tabel 2
Fortrukken styreform

Algeriet

Irak

Jordan

Palæstina

Islamisk demokrati

39

42,7

47,1

45,2
Sekulært demokrati

45

43,3

43,5

37,2

Islamisk autokrati

10

6,8

5,4

11,3

Sekulært autokrati

6

7,2

4

6,6

Kilde: Tessler, 2005: 91

Og der med er det også klart at det er et mindretal der ønsker en autokratisk styreform – hvad enten det er en islamisk (religiøs) eller sekulær variant. Tendensen til at religionen – i dette tilfælde islam – skal spille en væsentlig rolle i samfundet og styreformen fremgår også af Pew Research undersøgelser (2) i nogle af de samme lande gennem årene. Men samtidig fremgår det også rimeligt klart at et væsentligt flertal samtidig er bekymret omkring islamisk ekstremisme – hvad der så menes med dette. I forbindelse med de arabiske revolutioner er det også interessant at forholde sig til hvad de unge arabere mener (Kilde: Arab Youth Survey). Og i tabel 3 nedenfor fremgår det at der er en vis tendens til at du unge arabere i overvejende grad har et ønske om at bo i et demokrati – og endvidere at det er vigtigt.

Tabel 3 (kilde: http://www.arabyouthsurvey.com/files/AYS_2010_white_paper.pdf, s. 13)
Andel der mener at det er vigtigt at bo i et demokrati
Egypten

78 %

Jordan

85 %

Kuwait

75 %

Qatar

33 %

Saudi Arabien

51 %

Forene arabiske emirater

75 %

Oman

56 %

Libanon

73 %

Bahrain

70 %

Irak

91 %

I tabellen nedenfor fremgår det endvidere hvordan andellen af muslimer – i forskellige lande – der mener at demokratiet er den mest ønskværdige styreform. Her bliver det antydet at folk er en smule mere skeptiske over demokratiet. Men det er stadig flertallet i de relevante arabiske lande (Jordan, Egypten og Libanon) som mener at demokratiet er den mest ønskværdige styreform. Her skal det også bemærkes at alternativet ikke nødvendigvis er et religiøst styre, men kan også være et sekulært ikke-demokratisk styre (jf. tabel 2).


Lars Erslev Andersen fremhæver 4 teorier for hvorfor der er så lidt demokrati i de arabiske lande:

  • Den islamiske forklaring
    • Her fremhæves at der iboende i islam – eller i hvert fald af den udbredte form for islam der gør sig gældende i de arabiske lande – er forhold der er i modstrid demokratiske grundideer.
  • Afhængighedsteorien
    • Denne teori, som blev udviklet af samfundsforskeren Samir Amin, lægger vægt på et udbytningsforhold der har været mellem kolonimagterne, og senere de imperialistiske magter, og den tredje verden. Det har medført en underudvikling i disse lande – inklusiv de arabiske lande – på de politiske, sociale og økonomiske områder.
  • Den arabiske rentierstat
    • Denne teori lægger vægt på hvordan de samfundsøkonomiske strukturer i landet er opbygget. Det fremgår at de fleste arabiske landes primære indkomster ikke stammer fra indkomstbeskatning på borgernes indkomst men fra olierigdomme eller andre givtige industrier – dette har medført at staten har kunnet “bestikke” befolkningen med velfærdsydelser så længe der har været penge i statskassen og omvendt har befolkningen ikke følt et stort behov for at øve indflydelse på udviklingen da staten ikke forvaltede deres penge (indkomstskatter). Dertil stimulerer denne form for samfundsøkonomisk struktur også et klientelbaseret system – som går fint i tråd med de traditionelle klan-, stamme- og familiestrukturer i en lang række af de arabiske lande
  • Den historiske forklaring
    • Denne sidste teori understreger nogle særlige historiske forhold for fraværet af arabiske demokratier – nemlig etableringen af en række af de forskellige lande. Statsgrænserne der blev skabt i kølvandet på 1. verdenskrig og blev ikke tegnet af befolkningerne selv, men af sejrherrerne fra 1. verdenskrig. Således indeholder de fleste arabiske lande en række problemer med uhomogene befolkninger, der har lagt vægt på en række forskellige identiteter anderledes end de respektive nationalstater (tværnationale etniske grupper (fx kurdere), transnationale grupper (fx panarabisme), religiøs identitet (fx sunni/shia islam).

Umiddelbart har hver af disse teorier en form for forklaringskraft, men også svagheder. Og det skyldes nok at det kan være blandinger af hver af de forskellige teorier og vægtningen er forskellig fra land til land. Men hvad angår den første teori er det rigtigt for nogle grupperinger i de arabiske lande – hvor der blandt andet nogen steder er udviklet en stærk modvilje mod det der kan ses som værende vestlig import. Men som det ses ovenfor er der et betydeligt flertal for den demokratiske styreform om end en stor andel af disse tilhængere også vil tillægge religionen en vis betydning i samfundet og lovene. Det er samtidig også bemærkelsesværdigt at det netop er det forhold, at der i Tunesien er en forholdsvis stor veluddannet middelklasse (og tilsvarende i de egyptiske storbyer), der formentlig har medvirket til at give revolutionen styrke. Så der har manglet de politiske, økonomiske og sociale forhold (fx et forholdsvist veluddannet civilsamfund) som er et sundt fundament for udviklingen af demokrati, men de er i nyere tid begyndt at blive etableret. Om det så (udelukkende) skyldes de tidligere kolonimagter vil jeg ikke diskutere nærmere her. Og der er derved blevet dannet en klasse af bevidste borgere med viden om samfundet og verden. Dette forhold skal særligt sættes overfor den globale økonomiske krise og de stigende fødevarepriser, der særligt har ramt regionen. Disse sidste elementer har netop gødet jorden for en bredere folkelig opstand. Disse tendenser går også igen i undersøgelser der er blevet foretaget blandt arabiske unge de sidste 3 år (kilde). Det fremgår således at arbejdsløshed og stigende priser er blandt de største bekymringer for både golflande (GCC) og andre arabiske lande (Non GCC). Fødevareprisstigningerne kan måske føre til en mere klar bevidsthed om samfundet og statens rolle, og måske også skabe et fundament for at samfundets strukturer bliver udbygget så borgerne også får en ejerskabsfølelse over deres eget samfund – særligt med den mulige demokratiske udvikling. Den sidste teori kan også blive delvist afprøvet i en eksperimentering med demokrati i de forskellige involverede lande. Vil de sekteriske forhold i Syrien kunne understøtte et fungerende demokrati, og tilsvarende forholdet mellem muslimer og koptere i Egypten? Dertil kommer de fleste landes etniske sammensætninger, der også kan skabe problemer. Fx i Marokko, Algeriet, Libyen, Yemen mv.

I forhold til figuren ovenfor er det værd at bemærke at et centralt element af demokrati spiller en væsentlig rolle. Menneskerettigheder rangerer således som den næste store bekymring. Adspurgt om ønsket om at leve i et demokratisk land var der også blandt de unge her en forholdsvis stor opbakning til at leve i et demokrati.

Igen skal det dog siges at der ikke udtrykkes hvilken form for demokrati der er med at gøre her. Men i den forbindelse udtrykte de samme unge arabere også bekymring omkring politisk islam og dens indflydelse på samfund og liv i regionen – specielt i lande som Egypten og Tunesien. I netop både Egypten og Tunesien er der blevet taget træk imod at ændre forfatningen så den danner rammerne for et demokrati – om end at ændringerne foreslået for den egyptiske ikke ændre grundlæggende ved islams rolle i samfundet. Netop at islam skal forstås som en statsreligion og skal skabe fundamentet for det egyptiske samfund

Dominoeffekt

Hvor vil det ellers sprede sig? The Economist lavede i februar et indeks (døbt Shoe-Thrower’s Index) over de urolige lande blandt medlemmerne af den Arabiske Liga (se figur 3). Her fremgår det blandt andet at Egypten var blandt de lande med som var mest ustabile og Mubarak er netop også faldet og tilsvarende er det blandt andet i Yemen og Libyen hvor der pt. er uroligheder. Bahrain, Algeriet og Marokko, hvor der også er uroligheder, er derimod længere nede på listen. En af årsagerne til denne udvikling hænger også sammen med befolkningsudviklingen i de forskellige lande, som det fremgår af figur 2. Flere af de involverede lande har en lav gennemsnitsalder, hvor der tilsvarende blandt disse store ungdomsgenerationer tilmed er høj arbejdsløshed. I den forbindelse er det også interessant at se at de respektive landes regeringsledere har en alder væsentligt over de 60, hvilket også illustrere en afstand mellem den politiske elite og befolkningen.


Som det fremgår af figur 4 så rangere alle landene i den Arabiske Liga langt nede på listen på den demokratiske rangliste (ud af 167 lande). Kun i forbindelse med situationen i Libyen har den Arabiske Liga reageret med kritik af Gadaffis behandling af demonstranterne og civile libyere. Hvad angår korruption har vi igen at gøre med lande der ligger i bunden af det internationale indeks med undtagelse af enkelte lande. Og tilsvarende i forbindelse med pressefrihed. Her er det kun et land der ikke er i den nedre halvdel af indekset. De seneste 3 år havde Freedomhouse.org opgjort at der var sket tilbageskridt i Nordafrika og Mellemøsten og ikke fremskridt.

Det er væsentligt at fremhæve at der er forskel på forholdene i nogle af landene. Specielt Bahrain er speciel på grund af at landet er styret af en sunni-muslimsk kongefamilie, mens ca. 70 % af befolkningen er shi’a-muslimer. Dertil er Saudi Arabien, Morokko, Jordan, Kuwait, Forenede Arabiske Emirater, Qatar og Oman speciel på grund af de monarkiske styrer i disse lande. Monarkiet giver regeringslederen en form for historisk institutionel legitimitet i forhold til de republikanske ledere. Indtil videre er der da heller ikke nogen af disse lande hvor der er blevet udtrykt en bred folkelig interesse for at få fjernet monarken, men derimod en interesse for at få fjernet regeringen under monarken og eventuelt at få indskrænket monarkens magt. Landene med republikanske styreformer er på den baggrund mere udsat i forhold til store omvæltninger. Spørgsmålet er om de arabiske monarker vil prøve at kigge på de europæiske erfaringer med monarker og demokrati – i form af de forskellige lande med konstitutionelt monarki (som fx Danmark), men også i form af de lande hvor monarkiet blev fjernet gennem mere eller mindre voldelige folkelige oprør – noget kunne måske tyde på det når man kigger på udviklingen i lande som Oman og Marokko. Omvendt holder Bahrains konge fast i sin position ligesom den jordanske konge ikke har givet store indrømmelser. Det vil formentligt være givet at de fleste republikanske ledere vil ønskes fuldstændigt fjernet i tilfælde af at oprør udvikler sig i de forskellige lande, som det var tilfældet i Egypten og Tunesien og som det også er hvad demonstranterne ønsker i Yemen og Libyen. Men spørgsmålet er om vi vil få en vid dominoeffekt. Effekten er der dog allerede i form af at Tunesien inspirerede Egypten og at Egypten nu har inspireret Yemen, Bahrain og Libyen. Men vil dette fortsætte? I Jordan fyrede kong Abdullah II sin regering og sænkede priserne på nogle enkelte centrale fødevarer. Det virker til at have haft en form for effekt i Jordan. Og det bliver formentligt også en udvikling der kommer til at gælde en række andre lande – altså hvor den siddende regering vil forsøge at “forhandle” med befolkningen for at modvirke et ulmende oprør. I Algeriet har de lovet at løfte undtagelsestilstanden, I Marokko og Oman har monarkerne lovet politiske reformer – spørgsmålet er hvor vidtrækkende de bliver i sidste ende. I Sudan, Yemen og Irak har den siddende regeringsleder lovet ikke at opstille til næste valg.

I Freedomhouse.org‘s frihedsundersøgelse for 2011 var der ingen af landene i Nordafrika eller Mellemøsten som rangerede som frie, men Kuwait, Libanon og Marokko rangerede som delvist frie. Så hvis det er spørgsmålet om hvorvidt demonstranterne vil have frihed er der mange potentielle lande hvor befolkningen kunne gøre oprør. Men der er selvfølgelig andre faktorer der er relevante. I figur 3, som var et indeks over ustabile lande, var der netop indregnet mere specifikke indenrigspolitiske forhold som fx andelen af borgere under 25 år. Dertil bør som nævnt også anføres arbejdsløsheden generelt i landet, men også mere konkret i de enkelte aldersgrupper – og særligt for gruppen af unge voksne. Befolkningens disponible indkomst samt reelle købekraft er også centrale faktorer. Hvilket blandt andet også kan ses af at sænke priserne på vigtige fødevarer har været et af de første redskaber der er forsøgt taget i brug i de forskellige lande for at dæmme op for utilfredsheden.

Det større perspektiv

Der er ligefrem forestillinger om at de arabiske revolutioner kan få vidtgående effekt på andre geografiske områder – fx forskellige afrikanske lande, i Asien (inkl. Rusland og Kina) og måske i det sidste europæiske diktatur, Hviderusland. Der er flere ting der menes at kunne inspirere oppositionelle grupperinger i andre lande – først og fremmest det at det kan lykkes at få fjernet uønskede despoter, men også brugen af de sociale medier på internettet (fx Twitter, Facebook, Youtube mv.) menes at kunne få stor indflydelse. I flere af disse lande er der forsøgt at skabe et spirende oprør med direkte reference til Jasmin-revolutionerne i den arabiske lande, men indtil videre har demonstranterne/oprørerne haft trænge kår og der er ikke meget der tyder på at det er nært foreliggende. Men omvendt var der heller ikke mange der forudså den effekt som de arabiske oprør har haft indtil nu. Og et land som Kina og forskellige afrikanske lande er begyndt at have ingredienserne til at udvikle oprør. I Kina er der en stor generation af veluddannede unge, der har svært ved at få ordentligt fast arbejde. Oven i dette forhold har Kina også en betydelig stor gruppe unge mænd og en tilsvarende mindre gruppe unge kvinder. Misforholdet mellem antallet af mænd og kvinder – hvilket er en effekt at Kinas et-barnspolitik kan være en medvirkende faktor en stigende utilfredshed. Men vigtigst af alt er formentligt udviklingen i den kinesiske økonomi. Hvis Kina kan bibeholde den stærke udvikling kan de formentligt langt hen ad vejen “bestikke” eller rettere sagt mildne spirende utilfredshed.

Men alt det må tiden vise – og det bliver spændende. Særligt for sådan et glødende demokratitilhænger som undertegnede.

Kilder:

De kilder der er tilgængelige på internettet er blevet henvist til der hvor de er blevet brugt.

Tessler, Mark (2005): Journal of Democracy. Vol. 16, No. 3, s. 83-97.

Jeg har skrevet en analyse om perspektiverne for demokrati i de arabiske lande her

Nu tør hun ikke blive syg?

•november 15, 2010 • Skriv en kommentar

Nej for tænkt hvis hun skulle behandles af en muslim?!? Historien (som kan læses i det seneste Dansk Folkeblad, nr. 6, 2010, s.6-7) handler om en kvinde ved navn Britta der har været indlagt til en operation på Næstved Sygehus. En oplevelse hun følte sig så bestyrtet over at hun måtte kontakte Dansk Folkeblad, som er Dansk Folkepartis uafhængige (?) tidsskrift udgivet af Dansk Folkepartis folketingsgruppe og redigeret af DF’s pressechef Søren Søndergaard.

Nå men Britta var bestyrtet over at hun mens hun ligger og skal til at have sit indledende undersøgelse at det er en muslim der kommer for at behandle hende. Jeg citerer:

På Næstved Sygehus står jeg for første gang i mit liv ansigt til ansigt med et dilemma jeg helst ville undgå, men nok forventede, at jeg ville støde på før eller siden – en kvinde med et religiøst tørklæde. Dette tørklæde er et symbol, der for mig, og mange andre står for undertrykkelse og intolerance, og jeg mener hverken, at der er noget odiøst, eller ekstremt i at jeg siger fra på det grundlag.

Og for at gøre ondt værre var der ifølge Britta også mulighed for at hun skulle opereres af en anden muslimsk læge! Da Britta fik denne information at vide brød hun sammen og græd!

Nuvel artiklen tager også fat i dilemmaet omkring positiv særbehandling, som fx muslimer modtager når de ønsker at blive fritaget fra at blive behandlet af en af det andet køn. Og sådan en debat er da også interessant at tage op. Kan det være rigtigt at religiøse følelser skal have lov til at styre hvordan sundhedssystemet skal indrette sig? Men derudover burde sådan en artikel ringe alarmklokker i den danske befolkning. Hvordan kan det være at en kvinde kan bryde sammen over at skulle blive behandlet af en person, der tilfældigvis udover at være doktor også er muslim? Det er ligeså grotesk et livssyn der bliver udtrykt her, som det hun ønsker at kritisere – netop det at en kvindelig muslim kunne finde på at frabede sig en mandlig doktor. Det er selvfølgelig ikke en kønssegregation Britta ønsker, men en religions(kultur)segregation. Hun ønsker simpelhen ikke at blive befamlet af muslimske hænder. Hvad der så skulle være særligt specielt ved det? Måske har muslimer gennemsnitligt koldere eller klammere hænder, der faktisk er ubehagelige at blive rørt af? Jeg tvivler. Det groteske bliver cementeret af Brittas egen afvisning af at være racist – hvilket hun selvfølgelig ikke er, hun er blot religions-/kultur racist:

Det her havde jo slet ikke noget at gøre med racisme men er en politisk holdning. Jeg er i opposition til alt, hvad islam står for, og jeg vil ikke opereres af en muslim, som kan bekende sig til islam. Sådan er det.

Hele hendes måde at se tingene på og det at hun kan bryde sammen i gråd over at skulle blive opereret af en muslimsk doktor mv., og sidst og ikke mindst at DF finder denne vinkling for nødvendig at skrive i deres uafhængige Dansk Folkeblad, er jo et himmelråbende kald til den danske befolkning om at der foregår noget uldent på den danske nationalkonservative højrefløj. Jeg har fra starten været en indædt modstander af begrebet islamofobi – blandt andet fordi det har været brugt i flæng om alle mulige der har ytret sig negativt om islam. Men dette eksempel må siges at være et præmieeksempel på hvad det begreb bør udtrykke – Et så indædt og indlejret had og foragt for islam at man bryder sammen i gråd over at skulle blive behandlet af en person der anser sig selv som muslim.

Og det undre mig egentlig at den danske presse er blevet mere bestyrtet over den samme artikels generalisering over indvandrefamilier, der stjæler mad i venteværelserne (sic!) (fx her). Pia Kjærsgaards foreslag om at forbyde paraboler og arabiske kanaler mv. er ligeledes gode eksempler på det overdrev DF har befundet sig i længe. Er det tid til at sige nok er nok? Det bestemmer de danske vælgere, og indtil videre er der endnu ikke nok der siger fra. Og selvfølgelig er der også elementer man kan være enig i med DF. Det er der med alle partier. En hændelse som den beskrevet ovenfor bør dog være én der får folk til at sige fra. Det had, den foragt og mistro der bliver udtrykt og accepteret i den artikel er det glade vanvid.

Shall I compare thee to a summer’s day?

•juni 21, 2010 • Skriv en kommentar

Shall I compare thee to a summer’s day?
Thou art more lovely and more temperate:
Rough winds do shake the darling buds of May,
And summer’s lease hath all too short a date:
Sometime too hot the eye of heaven shines,
And often is his gold complexion dimmed,
And every fair from fair sometime declines,
By chance, or nature’s changing course untrimmed:
But thy eternal summer shall not fade,
Nor lose possession of that fair thou ow’st,
Nor shall death brag thou wander’st in his shade,
When in eternal lines to time thou grow’st,
So long as men can breathe, or eyes can see,
So long lives this, and this gives life to thee.

 
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.